Luftige Briocheboller – perfekte til Pulled Pork
På Hvideboller ligger der i forvejen en del opskrifter på boller og burgerboller, men denne er den, til dato, bedste opskrift i kategorien "Brioche". Disse boller er fantastiske, luftige og lækre!
Ingredienser
- 1170 g Hvedemel
- 25 g Bageenzymer
- 6 spsk Sukker
- 4 tsk Salt
- 475 g Mælk
- 2 spsk Sukker
- 4 tsk Tørgær
- 8 stk Æg
- 225 g Lurpak Stuetemperatur
- 2 stk Æg til pensling
Sådan gør du
- Bland hvedemel, bageenzymer, sukker og salt i en røreskål.
- Varm mælken i microovnen (lidt mere end fingerlunt), tilsæt tørgær og sukker og giv det en røretur med en gaffel – lad blandingen stå i 10-15 minutter, indtil det skummer godt op.
- Skær smørret i skiver og lad det stå indtil brug – det skal gerne have stuetemperatur.
- Hæld mælkeblandingen og æggene i melblandingen og rør det godt rundt.
- Tilsæt til slut smørret og ælt dejen med dejkrogen i 10-15 minutter – eller indtil dejen næsten slipper siderne ved maksimal hastighed.
- Hæld dejen ud på et let meldrysset bord, smør en skål med olie og saml dejen til en kugle, hvorefter den hæver i skålen en time.
- Del dejen i 145g klumper (der bliver 16 stk i alt ved denne portion) og virk dem op til boller.
- Placer bollerne på bagepapir – der kan være 4 stk på hver plade, da de vokser betragteligt. (Bollerne bliver godt store, men de er det værd uanset 😉 )
- Lad bollerne hæve yderligere 45 minutter og sørg i mellemtiden for at have opvarmet en almindelig ovn til 175 grader.Stryg bollerne med æggevask (2 stk æg og tilsvarende vand, pisket let sammen med en gaffel)
- Bag bollerne, to plader af gangen på nederste og midterste ribbe. Sørg for at bytte pladerne rundt halvvejs. I min ovn bages bollerne 28 minutter.Lad dem afkøle på rist før de skæres over – spis mere end du kan 😉